Udlandsoverførsel

OVERFØRSEL TIL UDLANDET

Nye referencekurser for valutakursfastsættelse gældende fra 1. juli 2016. 
Fanø Sparekasse anvender p.t. Nationalbankens dagligt fastsatte valutakurser som referencekurser i forbindelse med afregning af valutatransaktioner. Pr. 1. juli 2016 vil grundlaget for afregning af valutatransaktioner være en markedsbaseret kurs (kilden forventes fastlagt i løbet af maj 2016).
Baggrunden for ændringen er blandt andet, at Nationalbanken har meddelt, at kurserne udelukkende er til orientering, og ikke bør bruges til transaktionsformål som afregning af valutatransaktioner.



Overførsel til udlandet kan ske på følgende måder: 
- Overføre til udlandet via Portalbank. 
- Udfylde nedenstående blanket og aflevere den udfyldt i Fanø Sparekasse. 

Ad 1. Funktionen finder du under feltet "Overførsel til udlandet". (Gælder ikke Portalbank 15+ og ePostering) Har du ikke tilmeldt denne funktion endnu, skal du tilmelde det: 
Indstillinger
Kundeaftale
Funktion - Tilmelding eller framelding af funktioner
Udland - overfør beløb til udland
Ok - og godkend med dit NemID

Nu har du tilmeldt udlandsoverførsel.
Har du brug for hjælp, skal blanketten udfyldes og afleveres til os. Ad 2. Blanketten finder du her.  

Udlandsoverførsel via Portalbank
Når du skal lave udenlandsoverførsler via Portalbank, har du mulighed for at vælge mellem forskellige overførselstyper, alt efter hvor hurtigt din overførsel skal være fremme hos modtager. Prisen er fastsat ud fra, hvilken overførselstype, som du vælger. 

Du kan vælge mellem følgende overførselstyper:
EU overførsel (SEPA) 
En EU overførsel kan overføres enten via Portalbank eller i Fanø Sparekasse. Beløbet stilles til rådighed 1 bankdag efter overførslen er ekspederet. Anmodning om overførsel modtaget inden kl. 14:00 bliver ekspederet samme dag. 

Almindelig overførsel
Beløbet stilles til rådighed for korrespondentbanken efter 1 bankdag, hvis valutaen er i EUR og betalingen er indenfor EU/EØS. Andre valutaer stilles til rådighed for korrespondentbanken efter 2 bankdage. Anmodning om overførsel modtaget inden kl. 14:00 bliver ekspederet samme dag. 

Ekspresoverførsel i EUR, USD, CAD, GBP, SEK & NOK
Beløbet stilles til rådighed for korrespondentbanken samme dag, som overførslen ekspederes. Hvis overførselsanmodningen er modtaget efter kl. 13:30 forbeholder Fanø Sparekasse sig ret til, at beløbet først bliver sat til rådighed for korrespondenten 1 bankdag fra ekspeditionsdagen. Overførselsanmodning modtaget inden kl. 15:00 bliver ekspederet samme dag. 

Ekspresoverførsler i DKK
Beløbet stilles til rådighed for korrespondentbanken samme dag, som overførslen ekspederes. Hvis overførselsanmodningen er modtaget efter kl. 12:30 forbeholder Fanø Sparekasse sig ret til, at beløbet først bliver sat til rådighed for korrespondentbanken 1 bankdag fra ekspeditionsdagen. 

Ekspresoverførsler i andre valutaer
Stilles til rådighed for korrespondentbanken 1 bankdag efter ekspeditionsdag, hvis overførselsanmodning er modtaget inden kl. 15:00. Eksotiske valutaer kan dog kun handles i markedet + 2 bankdage. Beløbsmodtagers rådighedstidspunkt over en modtaget overførsel afhænger af kontoførende pengeinstituts forretningsbetingelser. For overførsler sendt til pengeinstitutter indenfor EU/EØS vil modtagerbankens gennemførselstid være i henhold til Betalingstjenesteloven - for elektroniske transaktioner max 3 ekspeditionsdage, for papirbaserede transaktioner max 4 ekspeditionsdage. 

En overførsel er uigenkaldelig. Derfor kan beløbet som hovedregel kun tilbagekaldes, hvis modtager samt modtagers pengeinstitut accepterer dette. 

En EU-betaling kan ikke tilbagekaldes. Der kan ikke sendes en anmodning om tilbagekaldelse, da beløbet bliver krediteret modtagers konto direkte via den europæiske clearing. 

Forudsætninger for ekspedition
Fanø Sparekasse skal forsynes med de nødvendige betalingsoplysninger – og samtidig skal overførselsbeløbet eller modværdien heraf plus omkostninger stilles til vores rådighed. 

Nødvendige betalingsoplysninger
For at fremme ekspeditionen og undgå misforståelser er det vigtigt, at vi modtager de nødvendige oplysninger så nøjagtige som muligt. 

Bestilling af overførsel
Bestilling af overførsel skal indeholde: 
- Afsenders navn, adresse og kontonummer
- Overførselstype
- Møntsort og beløb
- Modtagers navn, adresse og land
- Modtagers kontonummer eller anden unik ID. Indenfor EU/EØS skal IBAN altid oplyses.
- Oplysning til modtager om betalingsformål.
- Omkostningsfordeling mellem afsender og modtager. (Se forklaring nedenfor under punktet omkostninger)
- Modtagers bankforbindelse (navn, adresse, landangivelse) eller BIC-kode – indenfor EU/EØS skal BIC altid oplyses.


For følgende lande kræves yderligere bankkode: Canada: CCXXXXXXXXX (9 cifre) 
USA: FWXXXXXXXXX (9 cifre) 
Sydafrika: ZAXXXXXX (6 cifre) 
Australien: AUXXXXXX (6 cifre) 


Vær opmærksom på at det medfører forsinkelse og yderligere omkostninger, hvis modtagers navn og kontonummer ikke er oplyst korrekt. 

Hvis modtageroplysninger er mangelfulde i forhold til ovenstående, er Fanø Sparekasse ikke forpligtet til at gennemføre overførslen, men kan anmode om yderligere oplysninger. 

Bestilling af overførsler skal foretages skriftligt og på vores særlige bestillingsblanket, som du kan få udleveret i banken. 

Efter udfyldelse af formularen underskrives denne og afleveres i Fanø Sparekasse. Bestilling kan også foretages elektronisk via Fanø Sparekasses Portalbank. 

Tidsfrister for bestilling
Bestillinger, som vi modtager inden kl. 14.00, udføres samme dag. 
Ekspresoverførsler modtaget inden kl. 15.00 udføres samme dag. 
Bestillinger, som modtages senere, bliver udført den følgende bankdag - medmindre andet er aftalt. 

Omkostninger
Prisen på en betaling til udlandet afhænger af den betalingstype, du vælger. Der opkræves gebyrer/provisioner i henhold til Fanø Sparekasses gebyrfolder. 
Du bør være opmærksom på, at der vil blive opkrævet gebyr i Fanø Sparekasse og i udlandet. 
Ved bestilling aftaler vi, hvorledes disse fordeles mellem dig og beløbsmodtager. 

Du har følgende valgmuligheder: 
 

- Alle omkostninger betales af afsender
Hvis du vælger at betale bankomkostninger i udlandet, vil vi, ud over vores normale gebyr, beregne et tillægsgebyr til dækning heraf ved overførslens effektuering. Vi forbeholder os ret til efterfølgende at opkræve udenlandske omkostninger, der overstiger det allerede beregnede tillægsgebyr. 

- Overførsler indenfor EU/EØS
Vær opmærksom på, at denne omkostningsfordeling kun kan vælges når der sker omveksling. 

- Omkostninger fordeles mellem afsender og modtager
Oftest betaler afsender vores omkostninger ved overførslen, og beløbsmodtager betaler omkostninger i udlandet. Disse varierer fra land til land og fra pengeinstitut til pengeinstitut. 

- Alle omkostninger betales af modtager
Du kan også vælge at lade beløbsmodtager betale alle omkostninger. I så fald vil vi fratrække vore omkostninger ved effektuering af overførslen. 
 

Valutakurs
Betalinger i fremmed valuta, mindre end modværdien af DKK 1mio./DKK 2 mio., afhængig af valuta, bestilt inden kl. 14.00, vil, hvis ikke andet er aftalt, blive afregnet efter Nationalbankens officielle informationskurs plus et tillæg. 

Kursen samt tillægget varierer for de enkelte valutaer og oplyses på forlangende. Betalinger større end modværdien af DKK 1 mio./DKK 2 mio., afregnes på baggrund af en aftalt kurs. 

Afregning af betalinger til udlandet
Betalinger til udlandet vil blive hævet på din konto med rentemæssig virkning (valør) pr. ekspeditionsdagen. 
Der vil blive fremsendt en afregningsnota med oplysning om valutakurs og omkostninger. 

Fanø Sparekasse er ikke ansvarlig for manglende gennemførsel af transaktioner på baggrund af indførsel af udenlandske sanktioner. 

Overførsel fra udlandet
Overførsler fra udlandet uden for EU kan kræve ekstra oplysninger, som du kan finde i denne betalingsinstruks

Er du i tvivl? Du er altid velkommen til at kontakte din rådgiver i Fanø Sparekasse.


IBAN, SWIFT & BIC

SWIFT/BIC (Bank Identifier Code) er en international standard til at identificere et pengeinstitut. Fanø Sparekasses SWIFT er: FASLDK21. Du skal ikke bruge SWIFT/BIC mere - når du ønsker at overføre penge til udlandet. 

IBAN står for International Bank Account Number og identificerer din konto over for udlandet. 

IBAN består af landekode, kontrolnummer samt reg.nr. og kontonummer. 

Da IBAN identificerer den enkelte konto, har hver konto en specifik værdi - denne kan du finde i Portalbank

- Tryk på vælg ud for den ønskede konto (3 prikker ud fra saldoen) - Vælg kontovilkår - Øverst fremstår IBAN samt BIC koden

Et eksempel kunne være: DK6996840000000000
DK = Danmark
69 = Kontrolnummer
9684 = reg. nr. 
0000000000 = kontonummer