SKIBSFORLISET AF BARKEN NORDBY I STILLEHAVET
- Fanø Sparekasse gjaldede af sang og musik...
(Opdateret 13-02-2012 under billederne)

En halvmørk mandag eftermiddag blev forvandlet til en lille fest, da omkring 45 interesserede 23. januar var mødt op i Fanø Sparekasse for at høre mere om og give sit besyv til det projekt, der er på tegnebrættet omkring Fanø-barken ”Nordby” og dens ikke helt ulykkelige forlis på stillehavsøen Raiatea i 1900.

Musik, sang, liv og lyst er omdrejningspunktet, og Benedicte Riis fortalte levende og engageret om, hvordan hun havde fået inspirationen til projektet ved tilfældigt nærmest at ”falde over” ”Nordby”s meget velbevarede vrag på en jordomsejling med sejlbåden ”Tante Andante”. Og om de muligheder, der ligger for alle aldre i at lege, synge og opleve sig til forskelle og ligheder mellem Fanø og øen på den anden side af jordkloden, dengang og nu, med søfarten som bindeled.

Den første ”Nordby”-sang har hun allerede skrevet, og med guitar i hånd var det ikke vanskeligt for Benedicte Riis at få Sparekassens direktions- og ekspeditionslokaler til at gjalde af glad sang.

Åge Krog Jensen bidrog med fakta såvel om ”Nordby” som forliset - der ikke kostede menneskelige tragedier - skipper Christensen og skibsreder Winther. Og Lene Larsen, kunstner og billedkunstlærer med sin gang på Fanø de seneste 30 år, fortalte lidt om, hvordan projektet kan få kunstnerisk udtryk.

Sparekassen bød på lokale godbidder til de mange fremmødte, og Fanø Sparekasses direktør Freddy Christensen glæder sig over, at projektet nu er ”skudt godt i gang”. Nu gælder det om at få skabt et godt grundlag for, at det i løbet af de kommende halvandet år kan udmønte sig i såvel bog med mere musik og inspiration som nye spændende lokale aktivitetsmuligheder for store og små.

En række lokale kræfter går nu sammen med Benedicte Riis og Lene Larsen i gang med at udforske mulighederne for, at historien om ”Nordby” kan tilføre en ny dimension af oplevelser på Fanø - ikke mindst for den yngre generation. Og skulle der være flere, der var forhindret i at komme til receptionen, er de meget velkomne til også at give sit besyv - og gerne byde ind med muligheder og ideer, understreger Benedicte Riis.

SKIBSVRAGET I STILLEHAVET: NORDBY AF FANØ

Det er marts 2011, og vandtemperaturen er 27 grader i det koralklare vand, som skvulper lystigt om skroget på min lille sejlbåd ”Tante Andante”. Vi er ude i det enorme blå Stillehav, på den modsatte side af jordkloden i forhold til Danmark, den lille ø, Raiatea, som ligger smukt mellem Tahiti og Bora Bora i Fransk Polynesien.

Jeg har søgt havn her, fordi det er hurricane sæson, og fordi ”Tante Andante” skal have repareret kølen. Det tager et stykke tid i Polynesien, så derfor udnyttes tiden bedst ved at låne en gammel cykel og cykle øen rundt. Der går kun een vej, men den er fascinerende og varieret. På læsiden fladt langs vandet, på vindsiden kuperet og sine steder stejlt hugget ind i bjergsiden.

Raiatea er på størrelse med Fanø; men det er en vulkanø med store bjergmassiver knejsende i midten. Det er god motion at cykle på den gamle cykel, og ved aftenstide spotter jeg - træt og øm i bagen - et lille hyttehotel, karakteristisk bygget ud i vandet på pæle. Jeg stiller cyklen og kikker nysgerrigt ind i det, man vel kalder loungen, og lige foran mig hænger et stort træskilt skåret ud som en tremastet bark, som åbenbart bærer navnet på restauranten. På skiltet står der: ”NORDBY”.

Jeg går gennem restauranten og ud på terrassen, og ser for enden af broen en dykker kravle op. Kort tid efter sidder jeg med en kold øl, og en krøllet fotokopieret fransk beskrivelse af en tremastet bark, som skulle være søsterskib til ”Nordby”. Dykkeren hedder Faid, og han tager glad imod en fadøl. Han fortæller at vraget ”Nordby” af Fanø ligger lige ud for hyttehotellet på 20 meter vand. Han forklarer også at ”Nordby” er et af Polynesiens bedst bevarede vrag, og en stor oplevelse for sportsdykkere. ”Nordby” er så velbevaret, fordi den er bygget af jern, og fordi den ligger lige ved udløbet af en lille flod - ferskvand nedbryder nemlig jern meget langsommere end saltvand.

Af ”Nordby”s tre master sidder de to stadig fast på dækket, med den anden ende hvilende på havets bund. Man kan også tydeligt se ankeret, og man kan kravle ned gennem de to forskellige luger og få en fin oplevelse af både spanter, skrog og køl. ”Nordby” sank i året 1900 og Faid viser mig et undervandsfoto af en gammel havskildpadde, som han er blevet gode venner med. Skildpadden har sandsynligvis boet på ”Nordby”s vrag, lige siden den sank. Han viser mig også billeder af spændende fisk med striber og prikker, samt vildt flotte nudibranchs (havsnegle) i pinke, stærke gule, skrig grønne, hvide og turkise farver, som sidder på skroget. Jo, ”Nordby” er på alle måder et farverigt og velbevaret vrag.

Næste dag kontakter jeg min lillebror hjemme i Mariager, for han er interesseret i gamle danske skibe. Han finder frem til at skibet ”Nordby” slet ikke ser ud som søsterskibet på billedet på Raiatea. Det er smallere og med et elegant blåt skrog og lyse sejl. Den franske skibsportrætmaler Eugine Grandin har malet ”Nordby” i 1890 i Le Havre. Netop på det tidspunkt blev jernbarken købt af skibsreder P.N. Winther i Nordby på Fanø, og efter købet blev barken, der indtil da hed ”Glenearn”, omdøbt til navnet på skibsrederens hjemby.

Barken blev bygget i Dundee i 1873 i jern og efter engelske tegninger, et forholdsvist lille handelsskib på 624 bruttoregistertons, 574 netto og en dybgang på 5,3 meter. Efter købet, prisen var 90.000 danske kroner, blev skibets ledelse overgivet til kaptajn P. Kolster, som var i familie med Winther, men i 1896 overtog kaptajn H. Christiansen roret. Om denne også havde erhvervet aktier i ”Nordby”, ved vi ikke, men det er temmelig sandsynligt. I al fald fulgte H. Christiansen ”Nordby” til den bitre ende, som desværre blev til et dramatisk skibsforlis udfor Raiatea.

”Nordby” og Kaptajn Christiansen kom ellers godt ud af det med hinanden. De anløb både Valparaiso i Chile, Buenos Aires i Argentina, Mexico (husk på, Panamakanalen var først klar mere end et årti senere) New York, Sydafrika, og Colombo på Ceylon. Men den 31. august 1899 påbegynder ”Nordby” med kaptajn H. Christiansen og 12 besætningsmedlemmer den sidste og skæbnesvangre sørejse sammen. Den 13. november afgår ”Nordby” fra Hamburg til Dunedin på New Zealand. Derfra sejler den videre til Auckland, som anløbes maj 1900. Man planlægger at sejle hjemover mod Liverpool med korte stop på Tahiti og Raiatea, for at tage cobra på.

Den 21. august spotter H. Christiansen land, det er øen Raiatea. Han lægger ”Nordby” i læ udenfor koralrevet, og kipper med lodsflaget udfor indsejlingen til havnen. Der kommer imidlertid ingen lodsbåd ud, og efter en tid forsøger H. Christiansen at sejle ”Nordby” forsigtigt ind gennem den smalle passage. Jeg vil lige indskyde, at den passage har jeg selv erfaring med, og jeg har ubetinget stor respekt for H. Christiansens sømandskab, idet han er i stand til at ramme den smalle indgang udelukkende for sejl, og styre nøjagtigt ind mellem de dødbringende skarpe koralrev til begge sider. Uden problemer går ”Nordby” igennem, og kaster anker udfor havnemolen i Uturoa. Straks begynder mandskabet at smide ballasten, som består af sand og sten, for at gøre klar til lastning af kokosnødder.

Men næste dag sker der noget uventet. En kraftig øst- sydøstlig storm rejser sig, og af en eller anden grund er ankerkæden for kort: Ankeret driver, og ”Nordby” ligeså. H. Christiansen kæmper for få kontrol over sit skib; men det driver cirka 3 sømil, og udfor bugten Atuona går ”Nordby” på det knivskarpe koralrev.

Skroget får en alvorlig læk i bunden og begynder at tage vand ind. Langsomt læner barken sig på siden. To officerer og mandskabet fra et fransk krigsskib forsøger at hjælpe ”Nordby” flot, men forgæves. De små robåde kan intet stille op mod ”Nordby”s tunge jernskrog, som blot tager mere og mere vand ind. Kaptajn Christiansen erkender, at der intet er at gøre for at redde ”Nordby”. Dog er der tid endnu, inden vandet helt fylder skibet. Om morgenen d. 23. august giver han ordrer til at fjerne alt løsøre fra lastrum til kahytter og kommandobro, og dette samt de 12 besætningsmedlemmer fragtes i land. Der afholdes auktion på stranden, og denne indbringer efter franske kilder 2.210 francs. Næste dag, d. 24. august, glider ”Nordby” langsomt ned mellem korallerne, synker, og forsvinder på 20 meter vand.

D. 11. november 1900 sidder skibsreder Peter Nielsen Winther med konen Anna og syv børn samlet med svigerfaren Hans Morten Lauridsen omkring middagsbordet i det røde murstensbyggede Fanø-hus på Herluf Trollesvej 3. Måske spiser de bakskuld med spinat og kartofler og tyk sovs, da døren bliver revet op, og et telegrafbud kommer ophidset ind med besked om, at ”Nordby” er sunket ved Raiatea. Heldigvis er ingen druknede.

Vi ved ikke helt, hvornår skipper H. Christiansen er kommet hjem til Fanø. Han boede med sin kone i et mere moderne hus på Krogvej 15, men der er utvivlsomt blevet festet bag de rødpudsede vægge og den herskabelige trappe, da det er blevet kendt, at intet dårligt er tilstødt skipperen ved forliset. Kilderne viser, at der den 18. og 23. marts 1901 blev holdt søforhør på Fanø over jernbarken ”Nordby”. Man må formode, at både skipper H. Christiansen og skibsreder P.N. Winther er til stede. Ja, de er sikkert meget gode venner. Skibsreder P.N. Winther indkasserer i forsikringssum hele 80.000 danske kroner.

I de danske optegnelser står, at ”alt går tabt” ved forliset, hvilket jo ikke rigtig stemmer overens med de franske kilder.

Men tilbage til Raiatea. Hvad der sker i de følgende uger efter ”Nordby”s forsvinden i det turkisblå Stillehavsvand august 1900, ved vi ikke. Blot er det meget sandsynligt, at det har taget et vist stykke tid før besætningen er kommet med andre skibe til f.eks. Tahiti og derfra hjemover. Vi ved heller ikke, om andre af besætningsmedlemmerne er danske. Dog findes der en beretning af en dansk skibsdreng på ”Nordby”, som sejlede med så langt som til Mexico. Fra ham kan vi vide noget om dagligdagen ombord og skipper Christiansens væremåde. Sandsynligvis er de fleste besætningsmedlemmer returneret med andre skibe, men nogle få er måske blevet indtagede i de smukke polynesiske piger, og har slået sig ned og avlet børn.

På denne tid lever og maler kunstnere Poul Gauguin på Tahiti og senere også på øen Hiva Oa, og herfra har vi levende og maleriske beskrivelser i både ord og billeder af datidens møde med lokalbefoldningen:

Gauguin skriver i sin bog NoaNoa:
"Som de for mig var en verden, jeg måtte iagttage og trænge ind i, var jeg det for dem, en fremmed, en, der hverken kendte sprog eller skikke og ikke engang livets første og naturligste færdigheder. Som de for mig var vilde, var jeg for dem en vild. Og det var måske mig, der havde uret."

En skolelærer ved navn Paul Huguenin, som bor og arbejder på Raiatea fra 1896-99, har beskrevet Raiateas befolkning, kultur, geografi, flora og fauna og oven i købet lavet skitser af landskab, mennesker og mange interessante detaljer. Og selvom han er flyttet fra øen, da ”Nordby” går på grund, har han holdt sig underrettet hjemme i Frankrig, hvor han i 1903 udgiver bogen, og medtager en beskrivelse af hvordan ”Nordby” strander og også en notits om salget af inventar på markedet. Jeg købte bogen på Raiatea, og kan ikke lade være at sammenligne den med beretningerne fra Fanø i år 1900. Beretninger som vidner om en enorm omvæltning fra træskibenes tid med sejl til stålskibenes æra med motor. En omvæltning der fuldkommen ændrede Fanøs økonomiske basis.

Hjemme igen fra Raiatea i juni 2011 besøger min mand og jeg vores fælles veninde Lene Larsen, som har et gammelt hus på Fanø. Vi opsøger Åge Krogh Jensen fra Fanø Museum og Linda Vesterbæk fra Nordby Sognearkiv, og bliver overordentlig venligt modtaget. Det er ikke vanskeligt at spore skibsredder Winther og hans hyggelige rødstenshus i Nordby. Ej heller er det svært at finde to forskellige malerier af ”Nordby”, som smukt hænger på Fanø dragt- og søfartsmuseum. Vi besøger også Freddy Christensen i Fanø Sparekasse, og han giver os en stak bøger, skrevet af lokale forfattere med tilskud fra Sparekassens Fond.

Vi bliver enige om, det kunne være interessant at lave en bog, som beskriver hele denne fantastiske historie - og at digte en sang i stil med de gamle folkeviser, som omhandler skibsforliset. Måske er det muligt at udgive sådan en bog og CD med historien og sange fra både Fanø og Raiatea. En sammenligning af livet på Fanø og livet på Raiatea omkring år 1900 kunne blive en net historie. Begge øer er i rivende udvikling omkring århundredeskiftet, men på vidt forskellig måde. På begge øerne, selvom de befinder sig på hver sin side af jordkloden, findes fiskeri og sejlads, skibsbygning og transport, vind og vejr, dagligt slid for de fattige og forfængelige vaner for de rige… Alt dette vil være både lærerigt og morsomt at få beskrevet. Og hvis de danske sømænd virkelig har fået familier i Polynesien, ja, så ved vi jo, at tro, håb og kærlighed er nøjagtigt det samme alle steder på jordkloden.

I dag ligger skibsvraget ”Nordby” på havets bund, men er muligt for enhver dykker at opleve. Man kan nemt flyve til Tahiti og videre til Raiatea, indlogere sig på det lille hyttehotel og få dykkerledsagelse af Faid og hans gruppe ned til den spændende historie. Et dansk/polynesisk historisk dyk med masser af spændende informationer og oplevelser. På vraget lever jo stadig et par gamle vidner, som sandsynligvis har været der lige fra ”Nordby”s forlis: Den måske over 150 år gamle havskildpadde samt en omtrent lige så gammel kongeål. Derudover sidder der op mod 80 forskellige typer farvestrålende nudibranchs fast på skibssiderne og deriblandt en type, som KUN findes på dette vrag i hele verden. Informationer om denne helt specielle ”Nordby”-nudibranch fås fra Havbiologisk Center på Hawai, et center som sjovt nok er blevet grundlagt af en dansker - relativt kort tid efter ”Nordby”s historie og forlis finder sted.

Alt i alt kan man sige, at denne historie er et utroligt spændende og lærerigt materiale for både Fanøboere, børn såvel som unge og gamle samt for turister, som kommer til Fanø og besøger Fanø Museum og Nordby. Men den er også spændende for beboerne i fransk Polynesien og for turister og dykkere, som besøger Raiatea. Historien indeholder rig skibshistorie, kulturhistorie, sammenlignende etnisk historie, en spændende fiktion af selve forliset og tiden omkring år 1900 på både Raiatea og Fanø. Men historien er også havbiologisk interessant og en interessant informationsvinkel på en sammenligning af havets hemmeligheder både ved Fanø og Raiatea.

Det er nu tanken, at forlaget Dansk Sang skal kontaktes for en evt. udgivelse af bog og CD som kunne være til information og aktivitet for borgere og turister. Derefter ville det være interessant om historien kunne bruges aktivt i Fanøs skole- og turistliv, idet man muligvis kunne inddrage skolebørnene i Nordby. Museet, som har lokaler på Nordby Skole ville være et oplagt sted for en aktiv udstilling eller happening, og måske også i lokaler på skolen, hvor børn og familier sammen kunne opleve historien i billeder, aktiviteter, drama og musik. Det ville i så fald dreje sig om sommeren 2013.

Der er nu nedsat et arbejdsudvalg bestående af Åge Krogh Jensen, Linda Vesterbæk, Freddy Christensen, Torben Larsen, Lene Larsen, Erling Ahnfeldt, Anders Riis og Benedicte Riis som i løbet af de næste måneder vil udarbejde en plan for det videre forløb. Hvis nogen har yderligere informationer til historien eller gode ideer, er de meget velkomne til at kontakte os gennem www.fanoespk.dk

Historien om ”Nordby”s forlis i Stillehavet er en bevaringsværdig og informationsrig beretning som må fortælles på mange måder.

Som smagsprøve på en foreløbig tekst til en moderne folkemelodi om ”Nordby”s forlis, kan her afsløres følgende vers: